Sophie Lind-Følsgaard har altid været langsynet, og efter de 40 er det gået stærkt ned ad bakke. Som 46-årig får hun ondt i øjnene, hvis hun ikke har briller på konstant. ”Jeg er ikke en brille-pige. Det har jeg aldrig været. Jeg har prøvet selv de dyreste kontaktlinser på markedet, men det får jeg tørre øjne af.”
Afvist på operationsbordet
”Jeg vælger at besøge jeres konkurrent, og får en tid til en trifokal linsebehandling ugen efter. Og så går jeg ellers i gang med alle de forberedelser, jeg skal igennem pga. min Addisons sygdom. Dét er ret meget, jeg skal igennem der. Det kræver forberedelse, og jeg har virkelig sat mig op til dén dag! Til synsbehandlingen. De godkender mig, men da jeg ligger på selve operationsbordet, vil de ikke gennemføre det.
Hele vejen igennem har jeg været fuldstændigt åben og ærlig omkring min sygdom, og de har godkendt mig til behandling ved forundersøgelsen. Man sætter sig SÅ meget op til en øjenoperation. De tilbyder mig monofokale linser, da de vurderer, at jeg vil få permanent kvalme og hovedpine med de trifokale. Pga. min sygdom. Først skal jeg dog prøve nogle kontaktlinser i 5 uger, og mine tørre øjne må jeg dryppe hele tiden. For det her SKAL bare lykkes! Jeg kan faktisk se med dem, og klinikken siger fint til det.
Der går cirka 2 måneder siden første forsøg, men dagen før operationen skriver de, at de alligevel ikke tør behandle mig, fordi de mener, at jeg skal have hjertemonitorering. Mit hjerte fejer ikke noget, så det forstår jeg ikke. Jeg kontakter Rigshospitalet, og dét har de aldrig hørt om før. Det er et lille indgreb, som ved et tandlægebesøg, så på Rigshospitalet forstår de heller ikke, hvorfor hjertemonitorering er nødvendig. Øjenklinikken skriver til mig, at det ikke kan lade sig gøre i det private.
Det er helt fair at afvise mig ved henvendelsen eller forundersøgelsen, men på selve operationsbordet… Jeg var SÅ skuffet, og jeg var SÅ ked af det.”
Jeg ser skarpt med det samme
Da Sophie har sundet sig ovenpå afvisningerne, søger hun på nettet efter ’linseudskrift og øjenklinik’:
”Ét opkald, og jeg taler med sødeste, sødeste May. Jannik er lige gået hjem, men May får fat på ham via telefon. Han afviser mig ikke pga. Addisons sygdom, og jeg får en tid til konsultation allerede næste dag. Jeg bliver undersøgt af Martin, der vurderer, at jeg godt kan få trifokale linser – og at en pulsmåler er tilstrækkeligt. Herefter kan jeg selv vælge, hvem jeg vil opereres af, og da tidspunktet passer bedst med Rasmus, bliver det ham.
I alt er jeg blevet afvist 3 gange. Så efter at have taget fri fra mit arbejde som Børne- og Familiekonsulent 3 gange, tale om behandlingen med andre mennesker, min kæreste har taget fri fra arbejde osv., fortæller jeg det ikke til nogen. Det er simpelthen for pinligt.
Selvom jeg er godkendt til behandling hos EuroEyes, kan jeg tro ikke det. Efter 3 afvisninger tør jeg ikke tro på, at det vil lykkes denne gang. Så da I ringer I dagen før, tør jeg ikke tage telefonen: ’Nej nej nej, ikke igen! Bliver jeg nu afvist igen?’ Men I vil bare rykke tiden en time. Alt går jo så fint hos jer.
Så snart bedøvelsen forsvinder, kan jeg se skarpt med det samme. Det er fantastisk at opleve. Og så får jeg ellers en sindssyg kvalme. ’Måske konkurrenten, der afviste mig 2 gange, alligevel havde ret?’ Jeg får en voldsom kvalme og lidt hovedpine i et døgn, og tænker bare: ’Sådan her kan jeg ikke leve!’ Det kan have været bedøvelsen eller det følelsesmæssige pres, for det forsvandt af sig selv.”
Et menneske i røret
”Jeg ringer til jer samme aften, fordi trykket i det ene øje er en smule højt: ’Tryk der og tryk der’ – og så forsvinder det også. Jeg ringer også fra en skitur, men det viser sig at være bihulebetændelse, jeg mærker i øjenhulen. Man er jo bange, når der er noget med øjnene, og man skal være opmærksom.
Så er det fantastisk, at jeg kan kontakte jer en gang for meget, uden at føle mig til ulejlighed. Når man ringer til EuroEyes, er der et menneske i røret. I er så søde. Man har brug for den tryghed bagefter, og man skal ikke sidde og trykke 1, 7 og 10. Nej, I er der, og I ved, hvem jeg er. Man kommer hurtigt igennem til jer, og jeg er blevet så godt modtaget. Som om I alle kender mig, og har lyst til at være sammen med mig. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er en ener hos jer, men sådan føler jeg mig. Dét formår I altså!”
Frihed og livskvalitet
”Jeg kommer til 1 månedskontrol, og her er jeg blandt de 3 procent, der kan se den nederste linje. Dvs. jeg kan se det hele! Og det gør jo ikke ondt på noget tidspunkt. Øjenlægen behandler kun i bilruden, så at sige. Man rører ikke synsnerven eller ’motoren.’ Det hjalp mig. Den frihed, man får, kan ikke gøres op. Jeg er ikke i tvivl: Hvis man har gener af briller eller kontaktlinser, så få det lavet. Men man skal selv være klar til det.
I dag er jeg glad for, at jeg blev afvist hos jeres konkurrent til den monofokale linse. De trifokale linser er at foretrække. Jeg ved nu, at man ikke skal lade sig nøje – man skal opsøge en second opinion. Det her er ikke en lille ting. Det er dit syn! Det er ikke bare ’på med brillerne’, for jeg VILLE være brillefri. Som farvel, var jeg tæt på at trampe på mine briller. Så meget hadede jeg dem. Nu har jeg været på skiferie 2 gange, og jeg kan jo se pistekortet! Før var det hjelm af og på, og briller af og på. Tidligere har jeg spillet en del tennis – det bliver også en ny oplevelse. Uden briller. Det bliver en kæmpe frihed.
Det her er virkelig livskvalitet. Den frihed, du får, kan ikke gøres op.”