I år er det 10 år siden, Lisbeth Christensen blev behandlet for alderssyn, og hendes budskab er soleklart:
”Hverdagen er meget lettere. Det har været en kæmpe lettelse i mit liv! Jeg ville ikke tøve. For mig er der ingen tvivl. Jeg vil aldrig tøve med at få øjnene behandlet. Jeg kan kun sige, at jeg – efter 10 år – stadigvæk er meget glad for det. Jeg ville gøre det samme igen!
Jo tidligere, man får det gjort, jo mere sparer man på den lange bane. For der bliver kun flere og flere udgifter til læsebriller, kontaktlinser og solbriller med styrke. Og da det først gik ’galt’ med mit alderssyn, gik det stærkt. Og læsebriller, dem blev jeg hurtigt færdig med!” Lisbeth ler, og betoner så: ”Jeg var 47. Efter 10 år ved jeg, at dét er den bedste gave, man kan give sig selv.”
Blivende linser
Lisbeth er haveentusiast, og er udendørs, så meget det kan lade sig gøre. Inden synsbehandlingen forløb den dyrebare tid i haven dog ofte sådan her – Lisbeth remser op: ”Så bukker man sig ned, så retter man på brillerne, så kommer der jord på dem, så kan man ikke se. Så går jeg indenfor og ud igen, så dugger de…”
Kort sagt, er havearbejde ikke altid lige foreneligt med briller. Derfor har Lisbeth også prøvet kontaktlinser, ”men dét gider jeg bare ikke! Hvad gør man som gammel? Jeg skal ikke have kontaktlinser som gammel. Vil jeg overhovedet kunne sætte dem i øjnene med rystende hænder? Så hellere nogle blivende linser.”
Lisbeth ler højt.
Hun arbejder som måleteknikker. Der er op til 40 målinger på en dag, og hver gang skal Lisbeth aflæse tidtagning på afstand, og indtaste testresultaterne tæt på. ”Og så går tiden jo med at tage brillerne af og på. Hele tiden – af og på. Indimellem sidder de også fast i håret.”
Behandlet i 2013
Da muligheden byder sig, deltager Lisbeth i en informationsaften, hvor en synskorrigeret triatlonkvinde også er med. Sådan en behandling skal Lisbeth have! Og i 2013 bliver hun behandlet for alderssyn i Aalborg. Dét vil hendes mand, derimod, ikke:
”Jeg kan ikke forstå, at Asger kunne gå i så mange år. Vores forløb har været næsten ens. På et tidspunkt så han endda dårligere end jeg, men ingen skulle røre hans øjne! Han ville slet ikke vide noget om det, men det skal han jo. Han skal jo vide noget.” Lisbeth ler igen og tilføjer: ”Han endte med at vente på behandlingen i årevis. Nu hvor han er opereret, rammer han golfbolden meget bedre!” Hun griner hjerteligt. Selv er Lisbeth først begyndt at spille golf efter sin synsbehandling. Så hun har ikke prøvet, ikke at kunne se skarpt på golfbanen.
Tilvænning
Som de fleste alderssynsbehandlede, så Lisbeth lysringe i tiden efter operationen, lyset var stærkere, og hun havde brug for større farvekontrast end før:
”Men det ventede jeg bare med at tale med jer om til den næste kontrol. Jeg havde jo datoerne for kontrolbesøgene. Der er ting, øjnene skal vænne sig til. Det handler om tilvænning. Da en af mine kolleger og hendes mand så, hvor fint det hele gik, ville de også opereres. Min kosmetolog vil også, hun ordner jo vipper og negle helt tæt på.”
Et årti – uden briller og kontaktlinser – har været en ubetinget glæde, og sådan vil det fortsætte resten af livet. Samtidig lægger Lisbeth vægt på, ”at det er op til den enkelte, hvad der passer bedst til dig. Du skal gøre det rigtige for dig,” understreger hun, og slutter så: ”Men det er altså fantastisk at komme ud fra operationsstuen, og så kan man læse, hvad der står på Gajol-pakken!”
