Mai-Britt Vingsøe gennemgik for nylig en operation, hvor hun fik udskiftet sine naturlige øjenlinser. Dagen efter operationen var hun tilbage som morgenvært på GO’NOVA med et nyt syn på livet.
Øjenoperation gav radiovært friheden igen
En hurtigt tiltagende deroute for Radioværten Mai-Britt Vingsøes syn fik hende til at træffe beslutningen om at blive øjenopereret og få udskiftet sine naturlige linser. Resultatet blev et skarpt syn, der har gjort livet lettere både bag mikrofonen og i sidegeschæften i hjemmet.
“I studiet sidder jeg foran computeren meget af dagen, og da jeg hader at bruge læsebriller, måtte jeg forstørre skærmbilledet til 200 procent for at kunne læse, hvad der stod. Men ud over radio, så laver jeg også vipper og negle, og det er præcisionsarbejde. Hvor jeg tidligere skulle kigge gennem en luplampe for at kunne se ordentligt, kan jeg nu nøjes med at bruge lyset derfra – det er virkelig rart,” siger Mai-Britt Vingsøe.
Lille pris for friheden
Mai-Britts alderssyn udviklede sig hurtigt, og for at undgå hele tiden at skulle udskifte brillerne fik hun i stedet udskiftet de naturlige linser med såkaldte trifokale linser, der både sikrer et klart syn resten af livet og samtidig fjerner risikoen for nogensinde at få grå stær.
“Sådan en operation er selvfølgelig en stor udskrivning, men jeg synes, det er billigt for den forbedring af livskvalitet, jeg har fået. Jeg føler mig virkelig fri og kan for eksempel købe et par fede solbriller, uden jeg behøver tænke på, at jeg skal bruge læsebriller samtidig. I løbet af de sidste tre år har jeg desuden brugt 15.000 kroner på briller, så det tjener sig jo også hurtigt ind igen,”siger Mai-Britt Vingsøe.
Skidebange, men en tryg oplevelse
Ved en linseudskiftningsoperation lægges der et lille snit, hvorigennem man udtager den naturlige linse og derefter indsætter en såkaldt trifokal linse, der gør, at man fremover kan se skarpt på alle afstande. Mai-Britt Vingsøe fik foretaget operationen på øjenklinikken EuroEyes i Søborg, og frygten for, at noget skulle gå galt, var også til stede hos hende. 16 minutter efter var faren drevet over og bekymringerne gjort til skamme.
“Tanken om, at nogen skal pille dig i øjnene, er jo ikke rar, og da jeg lå der, og mine øjne blev åbnet, var jeg helt ærligt bange. På et tidspunkt var jeg skidebange for, at jeg skulle gå ud af rummet og være blind, men jeg blev beroliget af personalet, der virkelig forstod at skabe en meget ærlig og tryg atmosfære. Det var faktisk en rigtig behagelig oplevelse, og så tog det jo bare otte minutter per øje,” fortæller Mai-Britt Vingsøe.