Johnny Nederskov Nielsens alderssyn er behandlet med en linseudskiftning, og i dag har han denne besked til andre: ”Når jeg kan gå igennem det, kan alle gå igennem det. Jeg er sådan en tøsedreng. Inden min kone skulle føde, blev vi vist rundt på fødestuen og fik forklaret ting omkring fødslen – jeg besvimede! Der er ingen, der er værre end mig, og så er en øjenoperation altså et stort skridt.
Min familie og venner har reageret med vantro: Hvordan kan du finde på det? Du kan jo ikke tåle noget som helst! Det er rigtigt. Jeg er angst for at noget går galt. Med alt. Der kan ikke være mange, der er lige så angste som jeg.”
Træt af briller. Stærkere og stærkere briller
”Jeg er SÅ træt af briller, og jeg bliver bare mere og mere blind og skal have stærkere og stærkere briller! Jeg har 20 par briller alle steder og kan alligevel ikke se. Min kammerat har fået behandlet sit alderssyn, og han har fået alle bivirkningerne, det hele simpelthen, og er genbehandlet flere gange. Samtidig er han så glad og vil aldrig have været det foruden!
Okay, tænker jeg, værre bliver det vel næppe. Så konklusionen er: Hvis jeg alligevel skal have en linseudskiftning for grå stær – som alle, der bliver gamle nok, får – kan jeg lige så godt få linserne skiftet nu. Og få mange gode år med et godt syn.”
Læser for meget til mit eget bedste
”Inden behandlingen læser jeg alt 50 gange. Dét skulle jeg ikke have gjort. Jeg læser alt for meget til mit eget bedste, om ting jeg slet ikke har brug for at vide. Ej, hvor har jeg det dårligt inden og under behandlingen. Men jeg er også en pivskid, der tænker for meget over tingene. De 20 minutter, linseudskiftningen varer, havde været anderledes, hvis jeg ikke havde læst alle de unødvendige operationsdetaljer. I stedet kunne jeg have haft færre bekymringer og slappet mere af.”
Super fordel
”Det er jo en sindssyg oplevelse at kunne se så godt så hurtigt.
Også når jeg laver finmekanik på cyklen med gevind og de helt små skruer – jeg kan se det hele! Jeg cykler meget og kan læse alle tal på cykelcomputeren. Jeg spiller også golf.” Johnny slutter sin fortælling med et grin: ”Inden indgrebet havde jeg ingen anelse om, hvor golfbolden landede. Den forsvandt bare i horisonten. I dag, derimod, står alt fuldstændigt klart. Det er en super fordel.”